I respons til de nationale protester over børns vilkår på dagtilbudsområdet, blev der i 2019 indgået en aftale om minimumsnormering: Senest per den 1. januar 2024 skal kommunerne sikre minimum én medarbejder til tre børn i vuggestuen og én medarbejder til seks børn i børnehaven.

‍

Efter sigende er intentionen med aftalen om minimumsnormering, at der skal sikres en bund for alle børn – men det er vanskeligt at gennemskue, hvordan det reelt garanteres, at denne intention bliver en realitet i kommunerne.

Vi har i Børnenes bureau derfor sat en del ressourcer af til at få svar på, om ministeren er enig i, at konceptet om et gennemsnitligt niveau er lige så absurd, som hvis et klasseloft blev opgjort på et gennemsnit af alle klasser i alle skoler i en hel kommune.

Vores korrespondace med ministeren startede tilbage i april 2021. Efter gentagende rykkere fik vi den 31. august 2021 via folketingsudvalget endelig svar: Ministeren kan bekræfte, at den er god nok: En børnehave kan sagtens have en normering på 1 voksen til 10 børn (16 hvis omsættertabel) og samtidig overholde den nye lov.

En sådan normering giver børn risiko for kognitive skader og stres, og børn efterlades til sig selv store dele af dagen.

Se uddrag af ministerens besvarelse umiddelbart nedenfor:

I vores eksempel viser vi, hvordan den kommende lovgivning om minimumsnormering i praksis tillader én medarbejder til 10 børn, hvis der bruges et kommunalt gennemsnitligt niveau og endda én medarbejder til 16 børn, hvis der både er tale om et gennemsnitligt niveau og samtidig anvendelse af omsættertabellen i stedet for Danmark Statistiks tal.

Set i bagklogskabens klare lys, ville vi ønske, at vi havde lavet et mindre konservativt eksempel. Sandheden med den nye lov er nemlig, at der faktisk ikke er noget loft over, hvor mange børn en institution må have per voksen.

(eksemplerne forklares under illustrationen):

I både eksempel 1 og 2 overholder Børnehave A, B og C lovens krav til minimumsnormering på 1 voksen pr. 6 børnehavebørn (i vuggestuer 1 voksen pr. 3 vuggestuebørn).

I eksempel 2 baseres minimumsnormeringen dog på et kommunalt gennemsnit, og kommunens prioritering af normering til andre institutioner sker på bekostning af Børnehave C, der er endt med en normering på 1 voksen per 10 børn – eller per 16 børn hvis en omregningsfaktor, jf omsættertabellen, bruges (som vil variere fra institution til institution).

Det er ikke kun det kommunale gennemsnit, der gør, at den nye lov om minimumsnorming er symbolpolitik. Det skyldes i høj grad to andre lige så væsentlige faktorer: 

1. Normeringsopgørelsen finder sted på baggrund af Danmarks statistiks tal, som er ubrugbare, også ifølge Danmark Statistik selv, fordi personale, som aldrig er hos børnene, tælles med i opgørelsen.
2. Den kommende lov sælges som "minimumsnormering", hvilket betyder, at størstedelen af forældre føres bag lyset og faktisk tror, at der er tale om en ansvarlig normering, når normeringen i mange tilfælde vil være uændret og forsat uforsvarlig.

‍Børnenes bureau er bekendt med, at partierne bag aftalen om minimumsnormeringer er enige om at ”vurdere muligheden for og hensigtsmæssigheden af” eventuelt lovbundne minimumsnormeringer på institutionsniveau. Det er imidlertid vores opfattelse, at dette punkt i aftalen er spil for galleriet og blot en måde, hvorpå sikringen af penge nok til reel voksenkontakt til børnene kan trækkes i langdrag.

Daginstitutioners normering er idag så beskåret, at der skal afsættes væsentlig flere ressourcer, end de ressourcer, der løbende afsættes på finanslovene eller forpligtes via økonomiaftalerne.

Nedenfor på Download fil kan du læse vores breve til Folketinget og Pernille Rosenkrantz-Theils svar.